Fase I (Ny art)
I efteråret 1948 underviste lektor Agnete Bisgaard underviste en 6. klasse i biologi på Aabenraa Statsskole, hvor hun var blevet ansat i 1932. Agnete beskrev entusiastisk, hvordan der i Danmark fandtes Lille Vandsalamander og Stor Vandsalamander. Hen mod slutningen af timen rakte den 12-årige Uwe Hänel fingeren i vejret og sagde, at der også var en tredje art, nemlig den med den røde mave (eller ”røe mauw”, som det blev udtrykt på sønderjysk). Uwe havde ved opslag i en tysk bog bestemt salamanderen til at være en bjergsalamander. Agnete måtte korrigere Uwe og sagde, at der i Danmark kun var to salamander-arter. Efter timen blev Agnete i tvivl om, at Uwe måske havde ret. Så hun sagde til Uwe: ”Så kom dog og vis mig den!”
Den 2. april 1949 stod der pludselig et glas med vand og andemad uden for biologilokalet. Agnete blev straks nysgerrig og undersøgte indholdet, og til hendes store overraskelse stod hun med et eksemplar af Bjergsalamander i sin hånd. Agnete blev vildt begejstret, og hun spurgte Uwe, om han ville offentliggøre fundet, eller om hun skulle? Samme dag blev der fra Aabenraa postkontor sendt en pakke med de 3 bjergsalamandre forsvarligt pakket i en kasse med fugtigt mos til Zoologisk Museum i København.
Dagen efter fik Agnete besked om, at bjergsalamanderen var verificeret, og der var dermed fundet en ny art i Danmark. Dette var en sensation! Ikke siden fundet af springfrøen i 1884 var der konstateret en ny paddeart herhjemme. Fundet blev offentliggjort i de landsdækkende aviser i de følgende dage med billeder af den 12-årige skoleelev og bjergsalamanderen.
Professor R. Spärck tog initiativ til at få en fredning i gang. Den blev vedtaget og udformet således: ”… at dyret skal være fredet overalt i Danmark, således at indsamling af denne dyreart kun må ske i videnskabeligt øjemed efter forudgående indhentet tilladelse af Naturfredningsrådet. Overtrædelse straffes med bøde… Statsministeriet den 12. juli 1951.”
Fase II (Udbreddelse)
Der er relativt fredeligt omkring bjergsalamanderen indtil 1974, hvor Agnete fik et brev fra professor Niels Hårløv, dengang formand Naturfredningsrådet. Han spurgte: ”Hvordan står det til med bjergsalamanderen i Aabenraa?” Bortset fra et enkelt fund i en gammel lergrav i 1961 kendte ingen salamanderens skæbne. A.B. konstaterede i 1974, at ejeren havde udsat fisk i søen. Hun noterede, at ”denne sørgelige kendsgerning gjorde, at man måtte betragte bjergsalamanderens liv i Danmark som afsluttet, da man heller ikke fandt den i de andre små vandhuller.”
Dette resultat omtalte A.B. i 1975 i en HF-klasse, hvorefter en elev kunne oplyse, at han kendte et findested. På den baggrund samlede hun en gruppe på 4-6 personer med forskellig naturhistorisk uddannelse og interesse. Så trak gruppe i arbejdstøjet og undersøgte ca. 600 vandhuller i hele Sønderjylland i årene fra 1975 til 1978. Ud af de 600 vandhuller blev der fundet Bjergsalamander i 48 vandhuller, hovedsagelig i private bønderskove syd for Aabenraa, hvor de fleste var eller havde været brugt som kreaturvandingshuller.
Fase III (Fredning)
Gruppen var nu (1980) overbevist om, at skulle vi sikre salamanderens overlevelse i Danmark, måtte vi arbejde for at få nogle af dens biotoper fredet. Egentlig naturpleje eller naturgenopretning var hverken vi eller tiden ”moden” til dengang. Agnete tog initiativ til at få fredet de vigtigste kærneområder med de delvist isolerede bestande. De aktuelle lodsejere, især landmænd, var velvilligt indstillet, så det lykkedes at få kærneområder fredet i 1981 (Stubbæk) og i 1986 (Røllum-Årslev og Røllum-Nørremark). Fredningerne omfattede vandhullerne, der ofte var under 100 m2 og deres omgivelser herunder skovbryn. Agnete noterede: ”Det tog en masse tid og kostede en masse kræfter – jeg gør det ikke mere”. Dette som en lille kuriositet! I forbindelse med planlægningen af motorvej E45 skrev Agnete til Miljøministeriet, om de ikke kunne lægge afkørsel nr. 71 til Sønderborg 200 meter sydligere, da den skar lige igennem et af bjergsalamanderens kærneområder, den senere Røllum-Nørremark-fredning. Agnete modtog et brev med afslag. Konvolutten var mærket med ”Bevar vores vådområder”. Alt håb var dog ikke ude. Direktøren for Vejdirektoratet sendte senere et brev, hvor der stod at afkørsel nr. 71 ville blive flyttet mod syd!
Fase IIIV (Oprensning af eksisterende damme og gravning af nye)
En telefonopringning i 1987 fra Verdensnaturfonden (ved Tommy Dybbro) til Agnete vedrørende økonomisk støtte til gruppens arbejde gav os en håndsrækning og helt nye muligheder. Spiren til pleje af eksisterende vandhuller samt til den efterfølgende nygravning blev lagt. Vi diskuterede, hvordan pengene kunne bruges bedst muligt. Det var ikke nok at få vandhullerne fredet. Vandhullerne, der lå i skoven eller i skovkanten, var i en ringe forfatning, da de langsomt gennem årene var fyldt af grene og blade, undtagen de få kreaturvandingshuller, som landmændene gennem årene havde oprenset eller plejet. Vi startede med i 1988 at undersøge de 48 vandhuller, hvor der i 1978 var fundet yngel af Bjergsalamander. Resultatet blev, at den nu blev fundet ynglende i 32 vandhuller, en tilbagegang på 30 %. Af de 15 vandhuller i de fredede områder var 13 positive, og tilsvarende var 19 af de 31 vandhuller uden for fredningen positive. Med disse 32 vandhuller som udgangspunkt travede vi skovene tynde med familien og registrerede på skovkort, hvor der kunne etableres nye vandhuller i private såvel som offentlige skove. Agnete gjorde et stort arbejde med at kontakte private skovejere og få tilladelse til at oprense de gamle vandhulle og etablere nye vandhul. En ældre landmand var til stor hjælp med at finde skellene mellem de enkelte matrikler i de private skove og ikke mindst, hvem de tilhørte. Mange af matriklerne var på få tusinde m2. Fra gammel tid havde mange huse og gårde et lille stykke skov, hvor de kunne få lidt brændsel. De yngre i gruppen gik nu i gang med at fælde buske og træer omkring de gamle eksisterende huller og i en afstand på ca. 200-400 meter fra disse at etablere nye vandhuller, således at de tidligere isolerede bestandes vandhuller blev forbundet af nyetablerede vandhuller af en størrelse på ca. 50 til 100 m2. Hullerne blev udformet som de eksisterende kreaturvandingshuller med en flad del og en dybere del på ca. 1 meter. I statsskovene blev i samarbejde med de respektive skovridere og skovfogeder udført samme arbejde dels af gruppen, dels af statsskovenes folk.
I de fredede områder blev plejen udført i samarbejde med Sønderjyllands Amts naturforvaltning. Mange af politikerne havde haft Agnete som lærer i biologi på Aabenraa Statsskole, således også amtsborgmester Kresten Phillipsen. Således ringede Agnete til sin tidligere elev og sagde, at nu måtte han altså se det meget smukke dyr, som var en unik padde for Sønderjylland, og ligeledes det arbejde, der blev udført for at sikre dens overlevelse! ”Eleven” kom og så sammen med teknisk udvalgs formand! De blev begejstrede og bevilligede på stedet 12.000 kr. årligt til gruppens arbejde fremover. Som amtsborgmesteren udtrykte det: ”Vi støtter gerne, når der er folkelig opbakning.” Det blev vi meget glade for. Pengene blev hvert år brugt på udgifter til gravemaskine.
De oprensede eksisterende damme og de nygravede damme blev i perioden august-oktober undersøgt for yngel. Dammene blev fulgt hvert år, indtil der to år i træk påvistes yngel, dvs. vi betragtede dammene som koloniserede. Resultatet fremgår at Tabel 1
Tabel 1
Plejeomfang: oprensning af eksisterende damme og etablering af nye damme frem til 1999
|
Aarstal |
Antal kendte |
Antal plejede |
Akkumuleret |
Nye koloniseret |
Akkumuleret |
|
1988 |
32 |
7 |
7 |
0 |
0 |
|
1989 |
37 |
17 |
24 |
5 |
5 |
|
1990 |
54 |
36 |
60 |
17 |
22 |
|
1991 |
79 |
54 |
114 |
25 |
47 |
|
1992 |
109 |
21 |
135 |
30 |
77 |
|
1993 |
129 |
30 |
165 |
20 |
97 |
|
1994 |
156 |
16 |
181 |
27 |
124 |
|
1995 |
163 |
9 |
190 |
7 |
131 |
|
1996 |
178 |
20 |
210 |
15 |
146 |
|
1997 |
190 |
1 |
211 |
12 |
158 |
|
1998 |
197 |
1 |
212 |
7 |
165 |
|
1999 |
207 |
1 |
213 |
10 |
175 |
Fase V: (Genpleje af eksisterende dammer)
Da dammene ligger i skoven eller skovkanten og dermed langsomt gror til og fyldes med blade og grene, kræver de en fortsat overvågning og oprensning for at bevare biodiversiteten. Dette arbejde bør foregå med ca. 15 års mellemrum. Det udføres nu i samarbejde med Naturstyrelsen Sønderjylland og for de fredede områder og i de private skove med Aabenraa Kommune Teknik & Miljø.