Ichthyosaura alpestris

Dyr og alle andre levende organismer har videnskabelige eller latinske navne. Sådan et navn skrives i kursiv og består af to ord. Det første er slægtsnavnet, og det skrives altid med stort forbogstav. Det andet kaldes artsepitetet, og det skrives altid med lille forbogstav. Det ord, der kommer ud af de to ord i kombination, kalder vi artsnavnet.

 Om vi vil kalde det et videnskabeligt navn eller et latinsk navn, er lidt af en smagssag. Mange navne har latinsk oprindelse, men lige så mange stammer fra det græske sprog! På den anden siden bøjes navnene efter latinske grammatikregler.

 Hvorfor skal vi overhovedet bekymre os om de indviklede og ofte uforståelige videnskabelige navne? Er det bare snobberi, når “nogen” ynder at slynge om sig med disse navne? Måske! Men disse navne er internationale, og der er helt faste regler for deres anvendelse. Samtidig fortæller de også om nærtstående arters indbyrdes slægtskab, idet forskellige arter inden for samme slægt er nært beslægtede. Ofte siger vi, at videnskabelige navne er stabile og ikke ændres fra tid til anden. Men det er en sandhed med modifikationer, hvilket vi netop kan se i tilfældet med arten Bjergsalamander! Dog kan de ikke bare ændres efter behag.

Hvad betyder navnet Ichthyosaura alpestris egentlig? Slægtsnavnet har to led. Det første er ichthyo, der er afledt af det græske ichthyos, som betyder “fisk”. Det andet er saura, som også er græsk, idet sauros betyder “øgle”. Altså “fiskeøgle”! Det er et gammelt navn, som de to franske naturforskere Sonnini de Manoncourt og Latreille i 1801 tildelte en bjergsalamanderlarve fra en østrigsk bjergegn. De vidste reelt ikke, at larven senere ville forvandle sig til en voksen bjergsalamander, men de gik derimod ud fra, at den udgjorde en ny slægt af hulepadder (Proteus), der lever som permanente larver! På den baggrund kan navnet “fiskeøgle” vel virke plausibelt for denne lille øglelignende bjergsalamanderlarve med udvendige gæller! Selv om navnet reelt bunder i en misforståelse, så står sådan et offentliggjort navn ved magt i henhold til de zoologiske nomenklaturregler.

Artsepitetet, dvs. alpestris, er mere indlysende. Det er latinsk (ikke græsk) og betyder hørende til de høje bjerge eller mere specifikt Alperne. Det daterer sig helt tilbage til 1768, hvor den banebrydende og produktive østrigske forsker Josephus Nicolaus Laurenti beskrev arten Bjergsalamander sammen med et væld af andre padder og krybdyr fra omegnen af Wien i sin bog “Specimen Medicum, Exhibens Synopsin Reptilium Emendatum cum Experimentis circa Venena” på 217 sider. Her har vi et vigtigt værk, idet vi kan kalde det bjergsalamanderens vugge, når vi taler om nomenklatur og videnskabelig beskrivelse! Bjergsalamanderen, der dannede grundlag for Laurentis beskrivelse (kaldet typeeksemplar), befandt sig vest ca. 100 km sydvest for Wien i Østrig. Nærmere betegnet Etschero Monte i de Noriske Alper i den tidligere provins Noricum, vest for Mariazell. Denne lokalitet kalder vi typelokaliteten eller Terra Typica for alpestris.

Nogle naturinteresserede har nok bemærket, at det først er i de senere år, at vi har brugt slægtsnavnet Ichthyosaura om bjergsalamanderen. Indtil omkring starten af 1980’erne henregnede vi denne art til slægten Triturus, således at det fulde artsnavn var Triturus alpestris. Det samme gjaldt de to andre danske salamandre: Stor Vandsalamander (Triturus cristatus) og Lille Vandsalamander (dengang Triturus vulgaris). Navnet Triturus har græsk oprindelse, men det er en latiniseret version af navnet Triton, der var havets gud. Havet og flere græske bjergsøer havde i Oldtiden en mytisk status, og den dag i dag kan vi enkelte steder i det nordlige Grækenland se flotte bjergsøer, der stadig kaldes Dracolimni, dvs. “Dragesø”, og her finder vi de fantastiske små vandlevende drager, altså vandsalamandre, med gevækster og prangende farver!

Men det er altså fortid med så mange Triturus-arter, da Bjergsalamander nu hedder Ichthyosaura alpestris, og Lille Vandsalamander hedder Lissotriton vulgaris, hvorimod Stor Vandsalamander har beholdt navnet Triturus cristatus. Hvorfor skal man absolut ændre de to veletablerede navne, som vi efterhånden er blevet fortrolige med?!

I 1980’erne brugte man i stigende omfang molekylærbiologiske metoder til at undersøge slægtskaber blandt europæiske vandsalamander, og her blev det til stadighed tydeligere, at det ikke kunne forsvares blot at lægge en masse arter ind i “samleslægten” Triturus. I stedet startede en proces, hvor flere nye slægter blev etableret. Således var de tre danske salamandre genetisk så forskellige, at de skulle placeres i forskellige slægter. Faktisk var bjergsalamanderen så særegen, at den skulle have sin egen slægt, hvor den var den eneste art! Nu startede arbejdet med at finde et slægtsnavn, og som reglerne foreskriver, ledte man først efter tidligere opstillede slægtsnavne for arten alpestris i gammel litteratur. Resultatet blev, at Mesotriton, som ungareren Bolkay havde anvendt i 1927, valgtes. Den første stavelse meso betyder “mellem”. Selv om Bolkay desværre ikke forklarede denne stavelse, hentyder navnet formodentlig til den tidsmæssige oprindelse af bjergsalamanderen, som forfatteren vurderede ud fra knoglestrukturer. Således brugte han også slægtsnavnene Neotriton (=”ny salamander”) og Palaeotriton (=”gammel salamander”).

 Men den tyske herpetolog Josef F. Schmidtler undersøgte de gamle kilder nærmere, og i 2009 offentliggjorte han en artikel, der påviste, at slægtsnavnet Ichthyosaura var ældre end Mesotriton, hvorved reglen om seniorprioritet træder i kraft. Det betyder, at det ældste navn vil have prioritet og følgelig skal anvendes. Og hermed har vi det gyldige videnskabelige navn for Bjergsalamander: Ichthyosaura alpestris – i hvert fald som stængerne står nu!! 

Henrik Bringsøe